Praksis – forsøg – praksis

– Jesper la Cour April 2020

På baggrund af min lange praksis i det fortællende teater, udfoldedes forsøgene som ønsketænkningsprojekter: Hvad kunne være super interessant at udforske i Story Play-regi. Det tog form af et tretrins- udviklingsprojekt over seks år. (se mere om forsøgene her)

Det blev tre forsøg med seksten forsøgspersoner fordelt i fire grupper hver især bestående af et barn, en ung, en voksen og en ældre. Der arbejdedes, med udgangspunkt i Ar-fortællinger, ind i indre fortællinger, som til sidst blev båret ud i verden. En cyklisk bevægelse gennem de tre forsøg kan beskrives med ordene: Forståelse – erkendelse – deling. Deltagerne er flere gange om dagen igennem cyklussen, og på det store plan er de tre forsøg en sådan bevægelse.

Allerede under det første forsøg stod det klart, at formen gav rigtig god mening og skabte værdi og spørgsmålet meldte sig prompte: Ville den også kunne give mening i andre sammenhænge? Ville vi kunne overføre den måde at være sammen på til allerede eksisterende sociale sammenhænge?

Den visionære leder af Hem Børnehave og Skole, Helle Kappel Nielsen, forstod ideen og inviterede til at prøve formen af hos hende. Det førte til tre kunstneriske forløb med deltagelse af alle på skolen og i børnehaven plus en håndfuld ‘vise’ ældre. Forløbene har hver gang resulteret i en fortællefestival for familie og venner.

Hvert af de tre forløb tog strukturelt udgangspunkt i det forsøg, der sidst var afholdt på Forsøgsstationen. Derfor var det første forløb Ar-fortællinger, hvor klasserne blev blandet i grupper af fire og én gruppe med en lokal ældre fortæller. Fortællespillene blev vist udendørs på selvvalgte steder i landskabet omkring ude-skoleafdelingen ‘Stationen’; en gammel nedlagt Stationsbygning. Det lod sig gøre fordi forløbet lå allerede i august.

I det næste forløb, som lå i september, blev der fortalt udvalgte historier, ‘som man godt kunne lide’, igen i blandede grupper af fire og denne gang med to grupper med en ældre deltager. Den ene var en af børnenes morfar og den anden var en ny lokal fortæller. Historierne blev delt på tre fortællescener indendørs på ‘Stationen’.

I det tredje forløb skulle fortællingerne ‘bæres ud i verden’, og vi fik lov til at låne Spøttrup Borg på Salling, Nordens bedst bevarede middelalderborg til fortællefestivalen. Der blev denne gang arbejdet med tre temaer: Ar-fortællinger i nulte til anden klasse, ‘historier man godt kunne lide’ i tredje og fjerde klasse, og i femte og sjette klasse valgte de at fortælle helgenhistorier. Mellemtrinnet havde været på besøg på borgen, inden vi mødtes og havde fået fortællinger med sig hjem, som nogen valgte at gøre til deres fortællespil. Det blev en fantastisk dag på borgen med en masse modige børn og 180 gæster, som oplevede deres børn og hinanden på helt nye måder.

Det har været helt afgørende for alle forløbene at lærerne og pædagogerne selv gennemgik forløbet inden børnene skulle i gang. Det har givet en grundlæggende forståelse for processen, som ellers ikke ville have være så dybdegående og læringsmættet.

Det er blevet helt tydeligt, at det ikke kun er børnene, som har kvalificeret sig udi fortællekunsten, men også de voksne er blevet iøjefaldende sikre og trygge ved måden og værdsætter den form for social vækst, den afføder.

I det tredje forløb mødte jeg en voksengruppe, som ville noget med fortælling og som, på baggrund af det forberedende procesforløb, havde taget beslutninger med børnene allerede inden, vi tog hul på ugen sammen.

Børnene fremstod som øvede fortællere nu i denne tredje runde, og det var en stor fornøjelse, at møde et højt engagement hos de lærere, der selv gik forrest som øvede fortællefacilitatorer. Det var en stor glæde at mærke hvor nemt, det var at spore sig ind på fortælleglæden, som tændtes på smukkeste vis allerede på første dag i den fælles udfoldelse af fortællingen Bjowulf.

Jeg er utrolig stolt over det partnerskab, som har ført til den tre-årige udviklingsproces, som fortællefesten på Spøttrup Borg, blev resultatet af, og som så entydigt viste, hvordan skole og kunst kan berige hinanden gensidigt. Det har været et privilegie at nyde godt af Helles insisterende og tålmodige målrettethed. Der er ingen tvivl hos mig om, at børnene såvel som jeg selv vil høste frugterne af denne proces resten af deres liv. Jeg var glad og er det stadigvæk.

Det er meget interessant at få mulighed for at lave et udviklingsforløb over så lang tid. I løbet af seks år er en idé forvandlet til en helt konkret struktureret proces med udgangspunkt i kunstneriske erfaringer. Når denne form spreder noget af den dybe fortælleglæde, jeg selv har nydt godt af, kan jeg ikke andet end føle en dyb meningsfuld taknemmelighed.

Fire år med fortælling og Story Play på Skoler

Første år på Hem Skole

Billedet ovenfor skitserer de fem forløb, som børn og voksne har været igennem over en fireårig periode mellem 2016 og 2019 på Hem Skole, nær Skive, i Midtjylland.

Hele Hem Skole og de største fra børnehaven havde fælles fortælletemauge. Faciliteringen tog afsæt i personlige Ar-fortællinger og Story Play-modellen og byggede på Det Fortællende Teaters første Story Play-forsøg 2013/14Forsøgsstationen. I forsøget havde grupper, bestående af et barn, en ung, en voksen og en ældre, fundet det dybt meningsfuldt at hjælpe hinanden med at udvikle og skabe små story plays – fortællespil med udgangspunkt i Ar-fortællingernes personlige forankring og med Story Play-modellens fem skabende faser, som procesmodel.

Nu skulle det vise sig om det, der havde givet så god mening i forsøget, også ville give mening på en folkeskole med knap 100 børn? Det gjorde det! Der blev dannet tolv grupper. Fortællegrupperne blev fordelt i selvvalgte fortællerum. Ved den afsluttende fortællefest blev familie og venner ført i to grupper gennem landskabet ad fortælle-stien, hvor de undervejs oplevede gruppernes fortællinger. Festen sluttede med en fællesfortælling ved Stationen.

To forskere, hyret af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning (HKO), fulgte projektet aktivt ved at deltage i hele processen – helt fra den forberedende workshop med lærere og pædagoger til evalueringen på den sidste dag, og de konkluderede i deres rapport: ‘Ved projektafslutning var alle involverede parter enige om, at projektet havde været en succes. Det havde været en positiv oplevelse, som var både sjov, udfordrende, værdifuld og lærerig for børn såvel som for voksne, hvor fortællingen som kunstart og oplevelsesrum fremstod helt centralt.’

At skolen ville noget med fortælling, før vi gik i gang med denne proces, var betydningsfuldt. Før vi tog hul på Story Play, havde skolen haft fortælling i mange forskellige sammenhænge, og det var en fast del af skolens morgensamlingsritual – men mest med de voksne som fortællere. Story Play-processen betød at børnene også begyndte at bidrage med fortællinger til morgensamlingerne. Med tiden kom der ligefrem kø, så der måtte laves planer for, hvis tur det var hvornår.

Andet år

De gode erfaringer gav os mod på at gå videre og lægge et lag mere på. Ville det give mening at bruge indholdet fra teatrets andet forsøg, som også havde været dybt meningsfuldt, og hvor der igen var arbejdet i grupper med aldersspredningen barn, ung, voksen og ældre? Denne gang skulle deltagerne øve ‘Fortællinger vi godt kan lide’, som skulle vare 10-12 minutter, og som alle skulle have valgt hjemmefra. Dem hjalp vi så hinanden med at udvikle i grupper.

Forløbet blev igen støttet af HKO. Der var tolv grupper og to med aldersspredning. Med udgangspunkt i ‘Fortællinger vi godt kan lide’ blev tolv fortællinger skabt og vist for familie og venner på tre fortællescener indenfor på Stationen. Børnenes og de voksnes evaluering talte et berigende og dybt meningsfuldt sprog. Vi var mange, der for alvor begyndte at kunne se, at den ‘måde’ at arbejde på helt tydeligt styrkede relationerne og det generelle værdigrundlag i skolens hverdag.

Tredje år

Vi blev hurtigt enige om at gå videre med et tredje forløb, som, ligesom det tredje forsøg på Forsøgsstationen, skulle sigte mod at tage fortællinger med ud i verden udenfor de vante rammer. Det havde givet rigtig god mening i forsøget, og nu ville vi så flytte fokus udenfor skolen og se, hvor der i den nære verden kunne være en åbning til at fortælle udenfor skolen. Blikket faldt på Spøttrup Borg som et muligt lokalforankret fortællerum og HKO imødekom også denne ansøgning.

Børnehaven var ikke med på Spøttrup Borg, men arbejdede i deres egen gruppe med støtte og inspiration fra skolens proces. De ældste elever foldede sig helt fantastisk ud. Mange kendte nu måden at gå til stoffet på, og en hel del af fortællerne så nu ud som om, de aldrig havde lavet andet.

De yngste elever lavede Ar-fortællespil, de mellemste lavede fortællespil over borgens fortællinger og de ældste valgte selv at lave fortællinger over helgensagn. Der blev valgt tre fortællescener, som publikum bevægede sig i mellem, hvorefter alle samledes til fællesfortælling i riddersalen. Afslutningsvist var der fællesspisning i pavillonen ved siden af borgen.

Det tredje forsøg rundede forsøgsrækken af i den forstand, at processen i de tre forsøg var blevet, at undersøgelsen af arbejdet ud fra Story Play-modellen med en ‘fælles fortælling’ i det første forsøg havde ledt over i en undersøgelse af at arbejde med en ‘egen fortælling’ som slutteligt havde ført forsøgene ud i verden med arbejdet med ‘vores fortælling for andre’.

Den måde, skolen i det tredje år gik til opgaven, pegede på, at både børn og voksne nu var fortrolige med processen og udfoldede potentialet på smukkeste vis.

Det var fantastisk inspirerende og lærerigt for alle tilstedeværende at opleve hvordan børnene, i suveræn fysisk og mental udfoldelse, blev bærere af den lokale kulturhistorie. Dette vil forhåbentlig være en erfaring vi alle vil bære med os gennem livet som en del af noget fælles mentalt grundstof.

Udveksling med Kr. Såby Skole

Det Fortællende Teater havde sideløbende med støtte fra Statens Kunstfond arbejdet med at udvikle fortællekulturen i Lejre kommune på Sjælland. I den sammenhæng havde teatret afholdt fortælleseminarer og var blevet del af kommunes kultursatsning ‘Dronten’, og teatret etablerede og var ansvarlige for årlige Ar-fortælle-workshops for alle femte klasser i kommunen.

Herigennem blev der skabt kontakt til Kr. Såby Skoles femte klasse, hvor en lærer var meget opsat på at give børnene del i det fortællende univers. Det udviklede sig til en idé om, at børnene fra Jylland og børnene fra Sjælland kunne udveksle fortællinger med hinanden. Idéen blev til en ansøgning, som blev støttet af HKO. Det førte til, at hver klasse skulle tage værtskab, når de fik besøg – både ved at gæsterne blev indkvarteret privat, og gennem at værterne ‘mestrede’ lokalt forankrede fortællinger.

På den måde fik Hem Skoles femte- og sjetteklasser (17 elever) først besøg af Kr. Såbys femte klasse (17 elever) i fire dage, hvor de var værter ved at åbne deres hjem og vise rundt på Spøttrup Borg og dele deres helgenfortællinger. Kr. Såby kvitterede ved at dele deres Ar-fortællespil. Derefter drog jyderne til Sjælland og blev taget imod, indkvarteret og vist rundt på Sagnlandet i Lejre, hvor børnene fra Kr. Såby delte deres Skjoldunge-fortællespil. 

Det var fuldstændigt forrygende at se børnenes fortællinger udvikle sig i samværet. Det var interessant at se hvordan den oplagte nervøsitet ved tanken om at skulle fortælle for de andre børn blev ganske overskygget af spændingen ved at skulle bo privat i ukendte rammer, som 11-årig. Så den sociale dimension af projektet fyldte meget på det konkrete plan, men selv under de omstændigheder viste den forberedelse, børnene havde gennem workshops og prøver sig at være et stærkt grundlag at udtrykke sig i.

Fordi børnene mødte op med en fælles og egen kropslig forståelse af Story Play-arbejdet, lykkedes det at nå frem til en lang række situationer, hvor børnene delte deres erfarede forståelse med hinanden, så der opstod en tilstand af ‘børn deler med børn’.  Ved at være fortællende værter delte de et stykke unik lokal grundfortælling med deres gæster. Det bidrog tydeligt til dels øget selvforståelse, et tydeligt tilhørsforhold og responderende anerkendelse af andres grundfortællinger og dels en oplevelse af at bære sin fortælling med sig på sin vej.

Børnene fik gennem de skabende processer forbundet sig til en så meningsfuld måde at udtrykke sig på, at improvisationsniveauet blev meget højt. – Og det er det kun, hvis det man står i, er hensigtsmæssigt for én selv.

For mig er der ingen tvivl om, at børnenes og de voksnes medskabende intention var grundlaget for en helt exceptionel værdifuld kunstnerisk proces.

Da børnene bidrog til åbningen på det afsluttende fortælleseminar på Sagnlandet i Lejre, stod det klart, at processen, der havde ført til det overbevisende udtryk børnene udstrålede, kunne blive til glæde for rigtig, rigtig mange børn, – mange steder i verden.

Lemming Friskole

Folkekirkens Skoletjeneste havde bedt og søgt om en uges Ar-fortælle-workshop, som temauge på Lemming Friskole nord for Silkeborg, i Midtjylland. Der blev også her bevilget støtte fra HKO og det blev en fantastisk lejlighed til, at afprøve den seksdags procesmodel, som havde taget form. Hverken skolen eller teatret kendte hinanden i forvejen, så her var der en god mulighed for at teste processtrukturen. I samarbejde med koordinatoren blev det arrangeret at spille Det Fortællende Teaters fortælleteaterforestilling ‘I Guder!’, som optakt til projektet to måneder før temaugen. Jeg havde helt ondt i kinderne af grin efter den forberedende lærerworkshop. Det var en skøn berigende uge. Det Grundtvig-Koldske grundlag, som var dejlig åbent for fortællingens kraft, blev i løbet af processen, og ikke mindst til fortællefesten, hvor familie og venner, begejstrede oplevede børnenes Ar-fortællespil, tilført det nye, at børnenes egne fortællestemmer fik mere plads i en ellers noget voksendomineret fortælleforståelse.  

Fjerde år på Hem Skole

Børn og voksne på Hem Skole var på det fjerde år så fortrolige med formen, at det begyndte at ligne en integreret del af måden at holde skole på.

Min rolle ændrede sig på den måde, at jeg ikke denne gang havde afsæt i et nyt forsøg, i stedet var processen baseret på en fælles forståelse af, hvad vi – elever, lærere, fortællere og facilitator – kunne tænke os at gøre med det, vi havde erfaret. Der var ingen tvivl om, at vi ville forsætte, og vi var blevet opmærksomme på egnens fortællinger. Det at have et tema føltes samtidigt samlende og meningsfuldt, og vi så os omkring for at finde en god lokal fortællevinkel. Vi havde også mod på at delagtiggøre forældre og bedsteforældre mere aktivt i den medfortællende proces.

Årets forberedende workshop blev en åben invitation til forældre om at prøve noget af den måde at arbejde på, som deres børn havde oplevet de første tre år. 50 børn og voksne prøvede opvarmningen, navne-tag-fatten, fortælleøvelsen ‘noget jeg var bange for, eller blev forskrækket over, da jeg var lille’ og gruppeøvelsen ‘at sætte fire ar-fortællinger sammen til én fortælling og lave et lille fortællespil. Det viste sig, at være super berigende at få forældre og bedsteforældre ind i arbejdet. Det var utroligt muntert og vi så sider af hinanden, som vi ikke kendte til og blev på den måde klogere.

Temaet blev Jeppe Aakjær, – hvis gård ‘Jenle’, ligger i området og er et nationalt kulturhistorisk samlings punkt og en del af den lokale selvforståelse. Fordi vi havde valgt en så kendt og velbeskrevet person som Jeppe Aakjær, kunne være svært, at sige noget nyt og interessant om ham, så jeg foreslog, at vi lavede en vinkel, hvor vi så verden med Jeppes øjne. Altså at vi fortalte, hvad drengen Jeppe kunne have oplevet, kunne have hørt? Det besluttede vi, og vi gjorde det under titlen: Jeppes Verden. Fokus for de forskellige klassetrin blev for nulte til anden klasse: Eventyr, for tredje og fjerde: Ar og femte og sjette klasse måtte selv vælge deres fokus. At der var fastlagt et tema, en vinkel og et fokus gjorde at lærerne, som med Story Play modellen havde tilegnet sig en måde at arbejde med fortælling på, var endnu bedre i stand til at forberede sig og samle og udvælge materiale inden fortælleugen.

Det var fantastisk at opleve, hvordan mange af børnene lærte deres forældre og søskende noget i processen. Udover at det igen var en kæmpe glæde at se og opleve de deltagende børn og voksne opdage sider af sig selv, de ikke kendte til før, var der adskillelige voksne, der fik åbnet øjnene for lokalhistorien i et større perspektiv. På den måde kom forældre og bedsteforældre også i skole.

Det var dybt rørende i den afsluttende evaluering at opleve, hvordan den samlede skole gav spontane bifald til to drenge som anerkendelse for deres bidrag til ugen. Den ene fjerdeklasses elev sagde selv: ‘Jeg har udviklet mig. Jeg var ret genert i nulte og første klasse og havde ondt i maven, når vi havde fortælleuge, men i år kunne jeg godt optræde for de andre, – uden det gjorde ondt.’ Den anden var tydeligt glad for at være sammen med kammeraterne på den måde, som fortællespillene inviterer til. Han var næsten lige kommet til skolen fra en anden skole, hvor han var blevet moppet. Da han sad der og blev anerkendt for hans deltagelse, og alle hans nye kammerater klappede spontant af ham, var han ét stort oprigtigt smil og så dybt rørt ud.

Kunstnerisk set var både børn og voksne nu så trænede i og trygge ved formen, at der kom flere og flere kreative og unikke løsninger i deres udtryk. De voksne gik fortsat forrest og oplevede hver især tydelig progression i eget udtryk, og børnenes evne til at samle gode løsninger op og bygge videre på dem, viste et frodigt og trygt rum.

Meget sigende for værdien af fortællearbejdet var det, da det gik op for sjetteklasserne, at det var deres sidste fortælleuge, fordi de skal skifte skole i syvende klasse. De så panisk på hinanden og én råbte: ‘Fuck! Det er løgn! Det vil jeg ikke!’, så de små blev helt forskrækkede.  

En ældre garvet lærer var ny lærer på skolen og med i tredje-fjerdeklassegruppen. Han oplevede processen med friske øjne, da han kom udefra, og da vi fulgtes tilbage til skolen efter visningen på Jenle, sagde han, at det i løbet af processen var kommet til at stå klart for ham, at det, han ‘plejede’ at gøre med at have et manuskript, lave kostumer og scenografi for at støtte og give børne noget at være i jo ikke altid gjorde, at de faktisk var i det, men her havde de været i det, med det de havde aftalt med hinanden og i eget tøj, og det var overhovedet ikke kedeligt, men en påfaldende stor oplevelse. 

Potentiale

Potentialet i den proces, der er gennemlevet de 4 år, er enormt. Fordi vi nu står så godt forankret i formen, er måden vi får udtrykt os kreativt på, blevet endnu mere rummelig. Det ser blandet andet ud til, at forældredimensionen har udvidet sig til, stille og roligt, at kunne blive inddraget mere aktivt og direkte. Derudover har mulighederne for, hvad børnenes fortællinger og fortællespillene kan have af glæde for andre – både lokalt, regionalt og nationalt – taget endnu mere form. Der opstår også et pædagogisk læringsperspektiv, som man kunne kalde ‘børn lærer børn’ gennem lokal forankret kreativ kunstnerisk fortælling, – i de større klasser med udveksling mellem nationale regioner.

At Huskunstnerordningen, under Statens Kunstfond, har støttet processen har været en vigtig del af hele denne udvikling. Vi har kunnet tage kunstnerisk afsæt ind i det kreativt skabende fortælleunivers og har her fundet et nuanceret og smukt varieret mentalt landskab, som er til at bevæge sig i, gå på opdagelse i og lære sig selv og andre bedre at kende i.

Processen har været baseret på de fortællinger, vi bærer i os, og vi har valgt fortællinger om ar til at åbne vejen. Ar fordi de betyder noget for os. De repræsenterer gennemlevede smerteforløb og minder os om, at vi bærer kræften til at hele egne sår. Når vi sætter vores individuelle meningsfulde ar-fortællinger sammen med andres ar-fortællinger bringer det os ind i et solidarisk fortællerum, hvor vi kan mærke vores egen og andres betydning og dermed befinder os i et empatisk rum. Ved at blive ved med at henvise til denne proces åbnes muligheden for, at ‘kunne være i fortællingen’ med ‘det man er’ og ‘det man bærer på’, og det bliver potentielt nemmere at bede om hjælp og hjælpe hinanden med at holde spørgsmål og konflikter åbne for løsninger.

Fællesskabende samværsform

Allerede i det første forsøg med Story Play-modellen, stod det klart, at det ikke gav mening at konkurrere i denne måde at arbejde på. Fordi der fokuseres på hver enkeltes personlige erfaringer, bliver det hurtigt klart, at det ikke er noget, man kan konkurrere i. Formen lægger op til at støtte op og at dele, hvilket virker utroligt nærende for den kreative proces. Som nu var det dengang en kæmpe lettelse og frihed, at kunne sænke skuldrene og giv slip i det ikke-konkurrende fællesskab – både for de professionelle scenekunstnere og de øvrige deltagere i forsøget. Mange steder er både skole- og arbejdsliv præget af konkurrence. Det ‘ikke-konkurrerende’ kreative arbejdsrum ser ud til at være en form, som er til at være i for både børn og voksne i hele processen. Story Play er en måde, hvis intention er, at fortælling er noget, man bærer i sig som potentiale for egen og andres mentale udvikling og vækst gennem hele livet, – ikke for at vinde en medalje, hvilket også kan have sin berettigelse på rette sted, men for at forankres og holde sig åben for forståelse, ligeværdighed og empati.    

Hvis vi bliver betragtet som ens begynder vi nemt at konkurrere for at blive forskellige. I den proces risikerer vi at gøre alle andre end os selv til ‘tabere’ for selv at blive vinder. Hvis vi ved, at vi er forskellige og er trygge i det, kan de fejl vi laver omsættes til overraskende innovation og blive et umådelig stort potentiale for vækst og variation.

Når vi konkurrerer, arbejder vi ofte imod nogen, hvilket kan skabe et miljø og en dynamik, som er defineret af at være imod, bedre end og bedst. I fortællearbejdet med Story Play er det en grundforudsætning at arbejde med hinanden til glæde for andre i fordybelse og fra glæde. Når vi griner, – og det gør vi ret meget, griner vi ikke af hinanden, men sammen.

Du kan få et overblik med stemningsoplevelser i lyd og billeder af en forsøgsworkshop her.