Ar-fortællinger et detaljeret workshop-forløb

Du kan også få et overblik med stemningsoplevelser i lyd og billeder af en forsøgsworkshop her.

Tegners Museum – Sagnlandet Lejre

Ar-fortællinger er en fortælleworkshop baseret på det at være medfortællende i verden – at være i relateret dialog med omgivelserne.

At sætte egne ord på det, der taler til os, det der åbner mulighed for en dynamisk, gavnlig udveksling af erfaringer med andre mennesker. Hvad det er, der optager os i en fortælling, er afhængigt af, hvem vi er, og hvad vi har på hjerte. Den erfaring understreger, at vi er sammen om at være forskellige. Det efterlader os i et åbent fællesvilkår.

I trygge rammer prøver vi os frem, og det vi finder, er bud på noget, vi har på hjertet. Hvis en fortælling giver mening for mig, så giver den måske også mening for dig. Jeg kan forsøge at gøre det meningsfuldt for dig. Måske kan mit hjerte nå dit?

At mødes omkring Ar-fortællinger har et kæmpe potentiale og viser sig at rumme en masse dybt interessante perspektiver. Ar rummer alt det, der skal til for at danne meningsfulde fælles fortællinger. Ar er gennem- og overlevede smerte forløb. De minder os om, at vi i os selv bærer evnen til at hele vores sår. En dejlig banal konstatering, som ikke desto mindre er ganske rar at være i kontakt med.

At vi allerede har overlevet noget, der kunne have taget livet af os, kan virke angstdæmpende og frygtbegrænsende og stimulere til at tage aktiv del i verden.

Når 10-12-årige skolebørn får mulighed for at arbejde i dette rum, begynder de fleste at skabe fascinerende små fortællespil, som dels kommer bag på dem selv, og som også viser sig at have en skyhøj værdi for deres yngre skolekammerater, når de deler fortællingerne med dem. Der er overvældende mange lærere, der har oplevet overraskende og positive sider af ellers ‘krævende’ børn. De fleste gennembrud udspringer af, at børnene bliver bedt om at være intelligente med deres krop: ‘At gøre som der bliver sagt’, får en meget konkret betydning, som mange af de fysiske drenge og piger intuitivt giver sig hen til. Her får de ovenikøbet anerkendelse for at give den gas. De børn, der er super gode til hele tiden at kommentere det, der sker og kan drive en del lærere til vanvid, får mulighed for at brillere, når der f.eks. kan laves lyde i fortællingen.

Der opstår en lykkefølelse, som beroliger de urolige og aktiverer ‘de stille’, når en orkestrering begynder at ‘spille’, og alle – også de ‘velfungerende’ – får del i en kernefølelse af glæde, som i sig selv er det hele værd.

Det er en form for glæde som på én gang er ens helt egen og en fælles følelse, som i sociale sammenhænge danner grobund for troværdige og tillidsfulde fællesskaber og i kunstneriske sammenhænge skaber åbning til refleksive erkendelsesrum.

FORLØBET: Praksis over tre dage med 4 timer per dag.

Den første dag er der opvarmning, indledende lege og øvelser.

På den anden dag bliver deltagerne bedt om at vælge et konkret fysisk ar et sted på kroppen. Alle får to minutter i stilhed med sænket blik til at komme i tanke om, hvor man har et og vælge mellem dem man har. Derefter bliver man bedt om at genkalde sig det, der skete og guidet ind i arrets fortælling: Hvordan var vejret, hvor skete det, hvad gjorde jeg, fik jeg hjælp? I grupper af fire (evt. tre hvis det ikke går op med fire) deles fortællingerne. Når de tre-fire fortællinger er delt gives opgaven:

Sæt gruppens ar-fortællinger sammen til én fortælling, som overgår én person, på én dag.

I må selv om, hvem der fortæller

I må gerne være flere og skiftes til at fortælle

Dem der ikke fortæller, må lave lyde til historien og/eller gøre, som der bliver sagt.

Først skal I lave en rækkefølge på jeres ar-fortællinger.

Dernæst fortæller fortæller-en/ne, mens der gøres, som der bliver sagt og laves lyde af dem, som ikke fortæller.

I har tyve minutter til opgaven og hver gruppe skal gå i separate rum.

Efter de tyve minutter mødes grupperne og gennemgår, hvordan arbejdet skrider frem. Hver gruppe spørges, om de har lavet rækkefølgen? Er de begyndt at ‘gøre’ fortællingen? Hvis nogen kan vise, hvad de har lavet, gør de det. De grupper, der ser på, instrueres i at holde øje med, hvad der fungerer og at fremhæve det sjove. Der holdes pause og grupperne sendes igen ud i tyve minutter for at lave, udvide og gentage aftalerne på baggrund af det, de har samlet op i gennemgangen. Herefter mødes alle og viser, hvad de har. Alt er i orden her. Der er ingen der SKAL optræde, men alle bliver bedt om at vise, det de har, og hvis de ikke er klar til at optræde, så skal de bare dele, hvor langt de er kommet. Situationen er bare et tilbud om vise, hvad man er nået frem til. Alle grupper vil være forskellige steder, og nogle har måske et helt forløb, og andre er måske godt på vej, og nogle har måske brug for hjælp. Det kan godt tage en time til halvanden, at komme hele vejen rundt.

Den tredje dag mødes alle og har fælles opvarmning. Dernæst bliver grupperne sendt ud i tyve minutter for at samle sig, gennemgå aftalerne og sikre sig en tydelig start og slutning og give fortællingen en titel.

Derefter samles alle til en visning. De grupper, der har mod på det, viser deres ar-fortælling enten for de andre grupper i forløbet eller for et inviteret publikum. Der er et grundlæggende frivillighedsprincip i arbejdet, som gør, at ingen SKAL optræde. Der kan sagtens være nogen, der trækker sig, og det skal de have lov til. Jeg hader selv at blive tvunget til at fortælle, og det kunne aldrig falde mig ind at tvinge nogen som helst til det. I øvrigt er det heller ikke alle, der skal fortælle. Der er mange andre udtryksformer i verden. Grupperne får en chance for se, om de kan dække eventuelle huller ind med en ‘vikar’, og det lykkes for det meste.

Dybest set er målet med arbejdet allerede nået på dette tidspunkt. For pointen er ikke at ‘shine’ på en scene, men at være medfortællende i sit liv, og på dette sted i processen har alle, som regel, allerede bidraget med deres ar-fortælling i grupperne, og det kan for nogen i sig selv være et kæmpe skridt. Nu får de muligheden for at se deres ar-fortælling blive udfoldet af de andre. På den måde får alle mulighed for at reflektere over deres del af fortællingen og drage egne erfaringer i forhold til, hvor de står i deres liv.

Hvis arbejdet gøres på en skole, kan det være meget frugtbart at besøge de yngre klasser og dele ar-fortællingerne med dem. Der kan også inviteres – venner, familie, naboer og kollegaer.

Hele holdet af ar-fortællere og de involverede i projektet mødes efter visningen og deler oplevelsen. ‘Er der nogen, der har noget at sige til det, vi lige har gjort?’ Uha! Der er kommet mange gribende udtalelser, og der er blevet gjort mange værdifulde opdagelser både om egne bedrifter og om publikums reaktioner og optagethed.

Herefter gennemgås den instinktive proces i at blive såret. Bliver man såret, flytter man instinktivt sin opmærksomhed til såret. Man ser bort fra, hvad man var optaget af. Man trækker sig instinktivt tilbage, lukker sig om såret og beskytter det. Man må sikre sig, at der ikke kommer skidt i. Så længe såret er åbent, er man i fare. Det skal beskyttes mod fjendtlige bakterier. Indtil det er sikret, lukker man sig om sig selv og sanser knap sine omgivelser. Noget uforudsigeligt, en ulykke, har gjort, at man har trukket sig ind i sig selv for at beskytte sig. Det er meget sjældent, at sår er forudsigelige på den måde, at man ønsker dem. De er næsten altid en konsekvens af noget uønsket.

Det er som i et eventyr, hvor hovedpersonen næsten altid udsættes for noget uforudsigeligt, bliver trukket ud af sine trygge ramme og pludselig befinder sig i en situation overladt til andres intentioner. Han er udsat og risikerer at blive kastet rundt. Møder han en modstander, der ønsker at udnytte såretheden, bliver situationen værre, kaotisk og måske livsfarlig. Hovedpersonen må dybt ind sig selv for at finde den kraft, der skal til for at overleve og stoppe det væskende sår. Finder han den ikke, dør han. Det er her, han bliver kreativ og søger ud ad de vildeste mentale spor for at løse gåden. Møder han en hjælper, kan han blive beskyttet og begynde at komme sig. Så længe såret væsker, er han truet.

Når der dannes skorpe, er man på rette vej, men er stadig ikke helt i hus. Når skorpen falder af, og såret ikke længere væsker, er det helet og blevet til et ar, og man kan igen begynde at vende opmærksomheden udad og tage del i verden. Der er ikke længere fare på færde. Lykken består i, så at kunne leve i ubekymret tryghed. Du klarede den, og du kan leve lykkeligt til dine dages ende. Altså indtil du måske bliver såret igen. Måske betyder det, at leve lykkeligt til sine dages ende, bare det at være hel, ubekymret, tryg, i opmærksom dialog med sine omgivelser.

Det er klart at mange ar forsvinder med tiden, men dem, der bliver, repræsenterer et gennemlevet, smertefuldt, hændelsesforløb, som har lært os noget. Det er dette ‘noget’ vi har delt og undersøgt med hinanden og alle os, der har fortalt, har vist, at vi bærer evnen til at hele os selv – og det er jo ikke så tosset!

‘Er der nogen, der har noget at sige til det, der er sket de sidste par dage?’ Der er ofte en vidunderlig eftertænksomhed i lokalet på det her tidspunkt. Vi behøver tilsyneladende ikke at sige så meget. Men noget af det, der bliver sagt, har ofte udtrykt glæde over at være sammen på denne måde. Og ofte er der blevet sagt, at det er godt at opleve andre mennesker på nye måder.

Du kan også få et overblik med stemningsoplevelser i lyd og billeder af en forsøgsworkshop her.