Story Plays tilblivelse

Ind i fortællingen – Jesper la Cour 2020

Arbejdsprocessen Story Play, er baseret på mine erfaringer med mundtlig fortælling gennem kunstneriske processer for og med over 200.000 børn, unge og voksne siden 1996. Værdien i at omsætte huskede fortællinger til ‘gjorte’ spil er tydelig. Potentialerne på kunstnerisk, kreativt og læringsmæssigt niveau viser sig at være indlysende – og enorme.

Bevidstgørelsen og formuleringen af processens byggeklodser begyndte, da jeg i 2012 takkede ja til en invitation fra Norge om at komme og afholde en workshop i ‘Fortælleglæde’. Først syntes jeg dog, at det var helt umuligt: Glæde er da ikke, noget man bare sådan har eller kan garantere! Det er noget, man arbejder sig henimod, – rækker ud efter, når frem til at mødes i. Jeg turde ikke garantere, at dem, jeg underviste, ville blive glade. Men så gik det op for mig, at jeg ikke skulle garantere noget som helst, men bare prøve at dele den glæde jeg selv oplevede ved at dele min ‘måde’ at fortælle på. Det affødte det vigtigste faglige spørgsmål, jeg har stillet mig selv:

‘Hvordan går det, når det går godt?’

Med det udgangspunkt, så jeg først på det, jeg allerede var bevidst om:

Der er en række gunstige og mere eller mindre nødvendige vilkår for at lykkes med at ‘gøre’ nærværende fortællinger og parallelt med dem, er der det enkelte værks tilblivelse; selve skabelsesprocessen.

Vilkårene

Et vilkår melder sig hurtigt, da omdrejningspunktet er, hvor stort et publikum en fortælleforestilling kan rumme. Mulighed for øjenkontakt med hele publikum er essentielt. Med børn som publikum, er det særlig tydeligt, at den gensidige tillid øjenkontakt skaber er afgørende. Øjenkontakt med samtlige tilskuere, betyder at der skal være max 100 tilskuere – gerne færre.

Endnu et vilkår for at opnå den rette intimitet og det optimale nærvær er, at der ikke skal bruges lydforstærkning. Det vil sige ingen mikrofoner og højtalere, fordi den forstærkede lyd er en fremmedgørende produceret lyd. Lydkilden er rent fysisk ikke længere mennesket, der fortæller, men højtalerne lyden kommer ud af.

Dette vilkår afføder et nyt vilkår: Stemmearbejde. Udover den fysiske stemmetræning ligger der også et stemmearbejde på et mere personligt plan, for at kunne ‘gøre’ fortællinger, må vi finde vores egen personlige mundtlige fortællestemme og ikke bare omskrive eller recitere et litterært opdrag om end den mundtlige fortælling kan være udsprunget af et litterært værk. 

Faserne

Igen ud fra spørgsmålet: ‘Hvordan går det, når det går godt?’, begyndte jeg at afdække mine grundlæggende arbejdsfaser. Hvad var det ideelle fokus hvornår?

Lytteren var udgangspunktet. At være den, der modtager, peger direkte ind i det rum, hvor fortællingerne findes. At indse at alle de fortællinger, der er blevet optaget i os, er noget vores sind har modtaget, giver os mulighed for at gå på opdagelse i, hvad der så er blevet hos os, hvad vi bærer på.

Det fører til tilstanden i næste fase: Bæreren. Med erkendelsen af at vi bærer vores egne fortællinger, følger en forståelse af, at der er personlig værdi i vores fortællinger. Fortællinger er som en slags indre forbilleder, som vi støtter os til og som kan poppe op som vejledende pejlinger. Spørgsmålet er, om fortællingen også har værdi for andre. I denne fase undersøges dette potentiale; fortællingens ‘bæredygtighed’ såvel som vores egen ‘bærekraft’; er fortællingen også af værdi for andre, og er vi selv rede til at bære den frem? Disse to kriterier skal være opfyldt for, at en fortælling kan bæres videre til Åbningen – den tredje fase.

For at fortællingen kan komme ud, skal der være en åbning. Den mindste åbning er ét sæt øjne og ører, én person, én modtager. Åbningen kan være alt lige fra en bamse, man har et personligt forhold til, eller et par gode venner til et fyldt stadion. Man kan selv opsøge og skabe en åbning, eller man kan blive opfordret og mødt af en åbning. Fortællingen skal gerne passe til den åbning, den skal igennem.

Når man har fundet vej står man Situationen, som er den fjerde fase. Her deles fortællingen. Den udfoldes med nysgerrighed på om det, den siger fortælleren, også giver mening for modtageren. Der kan være overraskelser; uforudsete reaktioner, begejstring, som påvirker rytmen, konkrete forstyrrelser; host og uro og svær akustik. Der kan opstå spontan dialog, som viser potentiale til en involvering af publikum. Der kommer måske en reaktion, baseret på meningsfuldheden, evt. et bifald, som bærer en responderende besked som bidrag til erfaringslaget. Det hele er beskeder, om hvad fortællingen kan i den givne situation.

Så snart fortællingen er fortalt begynder den femte fase, som er Ekkoet. Her klinger alt det, vi oplevede før, under og efter fortællingen blev fortalt. Gik det som vi ønskede og forestillede os? Hvad fungerede og hvad gjorde ikke. Kom der noget nyt til, vi kun kom til at opleve, fordi vi havde valgt netop den fortælling? Gik vi for langt? Skulle vi være gået længere? Missede vi nogle muligheder? Konkrete reaktioner og kommentarer svirrer i ekkoet af ens egen handling. Når ekkoet har lagt sig, bliver der igen plads til Lytteren, og processen kan forsætte med et nyt erfaringslag.

Hvilket åbenbarer fasernes grundstruktur: At ’gøre’ en fortælling er en cyklisk bevægelse.

Story Play workshops

Indtil invitationen fra Norge havde jeg givet mig helt hen til det at ‘gøre’ fortællinger, men nu havde jeg pludselig formuleret et bud på hvilken proces, der lå bag. Det startede udviklingen af Story Play-begrebet, som gav mig mulighed for at dele min egen dybe glæde ved at fortælle, i en form som andre kunne have glæde af ikke kun som deltagende tilskuere, men som udøvende fortællere. Dette pågående udviklingsarbejde har affødt en række kunstneriske undersøgelser, workshops og forsøg i Norge, Rusland, USA, Grækenland, Singapore og Danmark.