Forsøgets interesseområde

Giver det mening at skabe personlige fortællinger af kunstnerisk kvalitet med udgangspunkt i Story Play-metoden i en lodret tidsakse? Forsøget rækker over tre workshops i grupper af 16 bestående af børn, unge, voksne og ældre.

Forudsætning

Forsøget er, indholdsmæssigt, baseret på grundlægger af Det fortællende Teater, Jesper la Cours, erfaringsopsamling gennem 25 års praksis. Økonomisk er det baseret på Scenekunstudvalgets (nu Projektstøtteudvalgets) driftsbevilling, 2013-15, hvori afholdelse af Story Play-forsøget på Forsøgsstationen, er et formuleret projekt. Konkret er Forsøgsstationen – Værksted for professionel Scenekunst på Vesterbro i København, det fantastiske sted hvor forsøget kan udføres fordi Lotte Faarup og Øjvind Kirchhof har skabt et unikt rum til seriøse kunstneriske afsøgelser.

Camilla Willumsen, Cand. Pæd., har stået for dokumentationsdelen og Troels Kirk Ejsing/Tina Skjoldager Fangel har været praktiske tovholdere.

På tre workshops á tre dage deltog fire børn, 11 år, fire unge, 15-22 år, fire voksne professionelle scenekunstnere og fire ældre, 60+. I de første to workshops havde ingen af deltagerne prøvet Story Play metoden før, mens den tredje, som udgangspunkt, var forbeholdt de deltagere der havde været på én af de første to. I de første to workshops var kriteriet for deltagelse bare lyst og nysgerrighed, mens der i den tredje var det kriterie, at deltagerne hver skulle komme med en forberedt fortælling på 9-12 minutter, som skulle bearbejdes via metoden. Alle workshops var stort set fulde. En vigtig del af forsøget var at sætte deltagere med forskellige aldre til at arbejde sammen. På spørgsmålet om, hvornår Jesper synes at oplevelsen med at optræde har været ypperlig, og hvornår der er opstået noget helt særligt i rummet, har et af svarene været: når børn, unge, voksne og ældre har været samlet og givet sig hen i og bidraget aktivt til en kollektiv oplevelse i et rummeligt tidsperspektiv. Det har åbnet til en fornemmelse af at når erfaringer forbindes gennem oplevet fortælling i en nærmest lodret tidsakse udfoldes en overlevering af grundlæggende livsindsigt på tværs af tid og rum. I disse situationer har Jesper gennem tid opsamlet nogle meget inderlige erfaringer. Derfor ville han undersøge, hvad det er der sker, og hvad der bliver afdækket, når flere generationer fortæller sammen. Ofte er den almindelige dagligdag indrettet efter en idé om, at det er meningsfuldt at mennesker fra samme aldersgruppe leger, lærer og oplever sammen. Visionen for forsøget var blandt andet at undersøge, hvad de forskellige ståsteder i livet kan bidrage med til hinandens fortællinger med afsæt i Story Play-metoden.
Vi er af den opfattelse, at der er for få muligheder hvor børn, unge, voksne og ældre kan lege, lære, opleve og dele erfaringer sammen under ikke familiære omstændigheder.

Frivillighedsprincippet er en grundlæggende forudsætning for Story Play metoden, og alle deltagerne var derfor frivilligt tilmeldt. I voksengruppen var der lagt det kriterie oveni, at de skulle have en professionel scenekunstnerisk baggrund. Da forsøget var at betragte som et stykke fagligt arbejde for denne gruppe var de voksne også honoreret for deres deltagelse.

Modellen

For at gøre Story Play metoden overskuelig tog forsøget udgangspunkt i arbejdsmodellen. Jesper arbejder med påstanden om at alle fortællinger udspringer af at lytte og selve fortællingen prøver at gengive det man har hørt i en fysisk/psykisk struktur i en form som svarer til egen mentalitet. Alle tre workshops var derfor struktureret så første dag var fokuseret på lytteren, anden dag på bæreren og åbningen og tredje dag på situationen og ekkoet. Modellen er baseret på 25 års møder med mennesker, hvor det at ”gøre” fortællinger ved hjælp af fortællerens indsigt og skuespillerens virkemidler, har skabt et helt virke og grundlag for Jespers kunstneriske liv. Modellen er et bud på en kreativ arbejdsproces og viser fem faser, Jesper selv gennemlever, når processen har gode vilkår. Modellen er ment som et værktøj til en dybere forståelse af fortællingens natur og vejledning i hvordan vi igennem krop, stemme og nærvær kan dele personlige fortællinger i en almindelig kunstnerisk proces.

Opmærksomhed på rummet, og den klang der forefindes i rummet er centralt i arbejdet med Story Play. Når mennesker mødes og skal dele deres fortælling, er det en fordel at rummet inviterer til denne deling. Åbninger går hånd i hånd med tillid til og i håb om, at fortællingen vil blive modtaget med interesse og uden fordømmelse.

De to første workshops

Den første dag blev deltagerne vist rundt på Forsøgsstationen, så de fik indblik i, hvilket sted de skulle arbejde.
Alle dagene startede med at tænde stearinlys og sætte os sammen og få noget varmt at drikke og spise lidt frugt. Vi sludrede lidt på kryds og tværs. Der var en hyggelig stemning, som i de to første workshops også var præget af en vis spænding, da de fleste på forhånd kun vidste lidt om, hvad forsøget gik ud på.

Ved arbejdsdagenes start blev deltagerne inviteret til at tage skoene af i prøvesalen. Når vi arbejder uden sko opnår vi nemmere en grad af forbundethed og følelsen af at være ”inviteret indenfor”. Den første dag på alle tre workshops indledtes med en navneøvelse. Øvelsen går ud på, at den første person siger sit eget navn, og den efterfølgende person siger den første persons navn og plus sit eget. Den tredje person siger den førstes og den andens navn og lægger sit eget navn til. Den sidste person i cirklen skal således forsøge at huske alle de foregåendes navne og slutte af med sit eget.

Vi lavede kropsøvelser samlet i en cirkel. Disse øvelser hjalp til at bringe bevidstheden ind i kroppen, således at de mentale og fysiske aspekter bedre kan samarbejde. Nogle af kropsøvelserne blev udført enkeltvis, fx rotation af fødder og ben. Andre af øvelserne blev udført i et samarbejde. Deltagerne lavede blandt andet balanceøvelser, mens de holdt hinanden i hænderne. I en tæt cirkel med siden mod midten masseredes den foran, første dag nakken, anden dag nakke og ryg. Når der var givet én gang vendte alle sig 180 grader og gav den tilbage som de lige havde fået af. Den tredje dag blev der lavet grupper på tre hvor to masserede, hænder og arme, placeret på hver sin side af den der modtog. Alle gav og modtog.
Når mennesker rører fysisk ved hinanden, skabes der en dybere kontakt. Derudover er berøring det, som stimulerer frigørelsen af hormonet oxytocin mest. Det kaldes også for ”lykkehormonet”, da det skaber en rar følelse indeni. Hormonet frigøres let hos begge køn ved alle former for behagelige stimuli som fysiske kærtegn, massage og knus. Men også social forbundethed som nærvær, samvær og fortrolighed stimulerer oxytocinfrigørelsen. (Møllevang, 2000).

Alle dagene lavede vi stemmetræning på baggrund af Nadine Georges metode, som Jesper selv har brugt i 15 år. Deltagerne arbejdede med fire forskellige stemmekvaliteter:

1. Den dybe maskuline,
2. den lyse maskuline,
3. den dybe feminine og
4. den lyse feminine.

I denne øvelse bliver deltagerne ganske kort præsenteret for nogle af de muligheder der findes, når vi dykker ned i stemmens kvaliteter. Den stemme som vi bruger til at udtrykke vores fortællinger og det ”vi har på hjerte” med. Øvelsen var en åbning til noget, vi kunne bruge rigtig meget tid på. Stemmeøvelse er et dybt arbejde og et stort område.

Den sidste øvelse i opvarmningsdelen var en anden navneleg. Deltagerne stod i en stor cirkel ved siden af hinanden to og to, undtagen én som var alene og gerne vil ha sig en ”Ven”. Dem der stod i par byttede navne, og når den deltager der var alene, ”Kalderen”, kaldte på et navn, skulle den som havde fået navnet skynde sig hen til ”Kalderen”. Den deltager der var ved at blive alene skulle hurtigt fange den(som faktisk havde deres eget navn) der nu var ved at smutte væk. Det er en virkelig sjov øvelse. De fleste skraldgrinede og alle levede sig dybt ind i legen. Legen skærper fysisk og mental opmærksomhed på en let og tilgængelig måde.

En af fortælleøvelserne til afdækkelse af Story Play metoden bestod i at fortælle om et ar et sted på kroppen. Først fik deltagerne, nu siddende på stole i en cirkel, 7 minutter til hver især, at finde, vælge og huske et af deres ar. Jesper brugte en syngeskål som klokke til at markerer start og slut. Dernæst blev deltagerne sat sammen to og to og fik til opgave at udveksle ar-fortælling. Da alle havde udvekslet fik de et halvt minut til at huske den fortælling de lige havde hørt. Så skulle de se på deres partner igen og vende sig, 180 grader og møde deres ”nye” partner. Nu var opgaven så at udveksle den fortælling hver især havde modtaget med den nye partner og nu skulle den starte: ”Jeg har hørt det her fra en god ven …”, – og man måtte også gerne overdrive, hvis man havde lyst og syntes ville gøre fortællingen bedre. Da udvekslingen var fuldført fik alle et halvt minut til at huske den sidste fortælling de havde hørt. Jesper spurgte én efter én, ukronologisk, hvad den sidste fortælling de havde hørt handlede om, – den skulle stadig indledes med: ”Jeg har hørt det her fra en god ven …”.
Deltagerne gav efterfølgende udtryk for, at det havde været en meget interessant oplevelse. De oplevede blandt andet en større klarhed omkring deres egen fortælling, og hvad fortællingen egentlig betød for dem. Ved at lytte til hinandens beretninger opstod der også en forståelse for, at alle andre ligeledes havde været ude i situationer, hvor at de var blevet såret. Jesper beskrev ar, det helede sår, som et sikkert tegn på ”at vi klarede den”. Hvis vi kan klare den én gang kan vi måske også klare den næste gang. Dette perspektiv skabte flere interessante erkendelser og smil. Vi har en tendens til at dømme de mærker som livet har bragt os. Vi opfatter ofte vores ar som grimme og måske ligefrem hæmmende for vores livsudfoldelse. Jesper åbnede på fineste vis for nye perspektiver på ar igennem denne øvelse. Jesper bruger arret, fordi det er en personlig ting. Nogle af de ting der er vigtige ingredienser i fortællinger, at nogen bliver bange, at noget gjorde ondt og at man gør hvad man kan, aktivt, for at klare det. Øvelsen skaber nærvær om egne erfaringer i et tillidsfuldt rum. Der var fuld koncentration, da deltagerne delte deres ar historie med hinanden og et utroligt nærvær under hele øvelsen. Nærværet og glæden voksede tilsyneladende let ud af dette samvær på tværs af generationer. En af drengene udbrød blandt andet, at han synes, det var fedt, at han her kunne være, som han havde lyst til og ikke forventedes at opføre sig som ”en på 13 år”. På Story Play workshoppen kunne de lade sig inspirere af hinandens fortællinger på tværs af alder, interesser og sociale lag. Det var interessant at observere, hvordan de ældres fortællinger åbnede op for bevidstheden hos de unge, i forhold til hvilke fantastiske uudfoldede og uafsøgte potentialer mennesker indeholder. Ved at lytte til fortællinger baseret på en livslang erfaringsdannelse, blev børnene opmærksom på en dybde i mennesket. En opmærksomhed som højst sandsynligt ikke ville være blevet frembragt, hvis de havde lavet øvelsen med børn på deres egen alder.

Deltagerne oplevede Jespers forestillinger Pandoras Ar og I Guder!. Her fik de indblik i, hvad myter kan bringe os af oplevelser og af referencerammer til forståelsen af vores liv på dybere planer. Der hvor intuitionen kan blive en aktiv medspiller i vores liv og vores livsvilkår. Vores bevægelser kan igennem åbningen af det mytiske rum forandres til en mere bevidst rejse, hvor vi udforsker vores eksistens og dennes åndelige, mentale og fysiske muligheder for udfoldelse og opfyldelse af vores længsler. Deltagerne blev bragt med ind i disse fortællinger hvor kærligheden, seksualiteten, samhørigheden og snedigheden udfolder sig i en helt anden dimension end de normer og moralske rammer, som vi lever i til hverdag. Deltagerne blev budt med ind i stykkerne. Alle deltagerne var fokuserede og nærværende under forestillingerne. Det var tydeligt, at det faldt børnene mest naturligt at byde ind, og at de havde den mest spontane adgang til deres eget fantasirum. De voksne bød også ind, men de havde en indre grænse, som de efterhånden brød igennem. De beskrev det blandt andet som en befrielse at få lov til at udforske fantasirummet og deltage og lade sig drage ind i fortællingen. De fik altså en mulighed for at udforske et rum, som mange af dem (især de ældre) ikke havde åbnet op for i længe. En af deltagerne gav udtryk for, hvor meget nemmere det var at overgive sig til åbningen og deltage i stykket, i og med at Jesper selv overskred en naturlig pinlighedsgrænse, når han optrådte. Overskridelsen af denne pinlighedsgrænse åbnede altså op for deltagernes aktive udfoldelse.
Et andet vigtigt aspekt, når man åbner op for publikums medvirken, er at publikums udsagn bliver anderkendt og ikke afvist. Det er fortællerens udfordring, at finde ud af hvordan han vil improvisere, og hvilken respons han vil arbejde videre med i sin fortælling.

Den sidste dag på de to første workshop skulle deltagerne gå et skridt videre i ar fortællingernes univers. Øvelsen gik ud på at gå sammen i grupper á tre, dele en ar historie med hinanden, og derefter sætte de tre ar historier sammen til én fortælling. Deltagerne fik frit spil i forhold til hvor fortællingen skulle foregå, hvordan publikum skulle sidde, og om publikum skulle deltage i fortællingen eller ej.
Der opstod med det samme et koncentreret samarbejde deltagerne imellem. De forskellige ar fortællinger blev integreret på både fornem og sjoveste vis. Det mundede ud i fortællinger, hvor sammenkoblingen af historierne bidrog til nye meningsdannelser og oplevelser for både fortællerne og publikum. Nogle diskuterede fortællinger med alvorlighed, og andre var ved at falde sammen af grin under deres forberedelser. Deres ar-fortællinger blev koblet sammen ved hjælp af samarbejde og fantasi, og der opstod mange situationer hvor publikum blev skræmt af stærk billeddannelse, og grinede højt og længe. Det var interessant at observere sammensætningen af deltagernes meget forskellige personlige udtryk, og hvordan de igennem leg og improvisation forsøgte at bære fortællingen sammen. Deltagerne var begejstrede for øvelsen, og flere gav udtryk for, at de oplevede muligheder i hverdagsfortællingen, som de ikke før havde kunnet finde. Flere fortalte at de ikke før havde oplevet, at de selv bar på nogen interessant fortælling. Jesper forklarede at vores erfaringer danner os selv og vores liv, men at vi kan vælge at bruge de erfaringer vi har til konstruktivt at skabe vores liv. Vi skal være opmærksomme på vores daglige omgivelser. Igennem denne opmærksomhed, vil vi opdage fortællinger, mening og muligheder i vores liv. Dette skabte en glædelig eftertænksomhed hos deltagerne, der opdagede at de har muligheder, som de ikke før har været opmærksomme på. Arbejdet havde virkelig udfoldet sig og høstet indsigter gennem nærvær i en lodret tidsakse.

Den tredje workshop

Den tredje Story Play-workshop var en fortsættelse af de to første. Til denne workshop skulle deltagerne komme forberedt med en fortælling på 9-12 minutter. Hovedparten af deltagerne på den sidste workshop havde været med på én af de to første workshops.
Vi begyndte dagene med at tænde stearinlys og drikke noget, spise frugt og sludre med hinanden på kryds og tværs, ligesom vi gjorde på de første workshops. Deltagerne havde fra morgenstunden personlige og nærværende samtaler i en god og tillidsfuld stemning. Vi gennemgik den samme opvarmning med navnelege som i de første workshops. Flere gav udtryk for, at det var en fantastisk følelse at få mulighed for at bruge sin krop og lege.
Denne workshop fokuserede overordnet på deltagernes udvikling af deres egne fortællinger. Dette blev gjort ved at fortælle historien for de andre og modtage sparring. Jesper forklarede Story Play modellen igen, og de blev opmærksomme på modellens stadier i deres fortælling, hvilket skabte stor hjælp for deres forståelse af fortællingens dybere natur og stadier.
Der blev ikke lagt noget pres på deltagerne, i forhold til at de skulle komme og præstere den fortælling, de havde valgt eller øvet sig på. Jesper undgik bevidst dette præstationspres ved at sige til deltagerne, at de blot skulle fortælle ”om” den historie, de havde valgt. Det var ganske interessant at overvære, hvordan dem der var lidt nervøse blødte op, da de fik at vide, at de blot skulle fortælle ”om” deres historie. Flere endte alligevel med at fortælle hele deres historie i første runde, da de blev grebet af den, og fik lyst til at fortælle mere detaljeret. Det er denne umiddelbare lyst til at fortælle, og en mulighed for at dele vores fortælling i et tillidsfuldt rum med andre, som vi gerne vil skabe. En lyst til at være i processen sammen og udforske fortællingens natur og hvad den enkelte fortælling byder på. Deltagerne skal opleve følelsen af at fortællingen er betydningsfuld, så de har mulighed for at gå dybere ind i de fortællinger, der er relevante for dem. At øve sig på fortællingen ved at ”gøre” den er centralt og vigtigt.

På dag 2 blev deltagerne inddelt i grupper, hvor de forskellige aldersgrupper var blandet. I disse grupper skulle de udforske deres fortælling ved at dele den med andre og modtage feedback på deres fortælling. Dagen endte med at opgaven til i morgen er at tænker over, hvad de gerne ville have hjælp med i forhold til deres egen fortælling. Det gav ansvar for fortællingen og gjorde det klart, at de selv bestemmer hvor de vil hen med deres fortælling. Derved kan de tage imod den gave det er at få andres hjælp og input som en støtte. Det var fantastisk at se på dag 3, hvordan de unge og de gamle bød ind og roste hinanden, og kom med konkrete forslag til hvordan fortællingerne kunne forbedres. Deltagerne gav også udtryk for, at de synes det var interessant at blive opmærksom på hvordan en person der er 40 år yngre kan være så stor hjælp i en proces med at udfolde en fortælling. Det kæmpemæssige erfaringsrum som de ældre bragte med ind i rummet viste sig også at være til stor glæde for både børn, unge og voksne. De ældre kunne trække nogle linjer både tilbage i den kronologiske hukommelse, men kunne også trække på indsigter i deres egen bevidsthed, som havde været lagret igennem et langt liv. Vi oplevede tydeligt at fortællinger binder generationer sammen. Deltagerne øvede deres fortællinger tre gange i forskellige gruppekonstellationer. De gav udtryk for, at de oplevede en enorm fremdrift i deres udtryk og at feedbacken var til stor hjælp. Flere udtrykte hvor givende det var for deres egen fortælling at opleve de andre arbejde.

De tre børn der deltog i workshoppen endte med at fortælle én historie sammen. Da den ene af drengene ikke havde lyst til selv at fortælle, og den anden af drengene ikke havde nogen fortælling med. Den tredje dreng fortalte en vild historie fra den nordiske mytologi, og de to andre drenge spillede de forskellige roller efterhånden som de opstod. Det var rørende at se det engagement og den glæde, de viste, da de sprang ud i dette projekt. De to drenge både sprang rundt og gengav meget præcise detaljer i fortællingen. I den første samarbejdsøvelse blev drengene sat sammen med en voksen erfaren skuespiller. Han fik til opgave at assistere fortælleren når han instruerede de to drenge. I de sidste øvelser arbejdede drengene selv uden assistance og de endte med at opføre en fin, indlevet, tydelig og sjov fortælling. Fortællingen blev et flot eksempel på hvor let det er at udfolde historien fysisk når fortælleren kan rumme sin fortælling. En af drengene proklamerede, at han gerne vil på Story Play-workshop hver anden måned. Han mente at det var passende, og at han på workshoppen lærte rigtig meget, som han kunne bruge.

Deltagerne fik at vide, at på denne workshop ville vi tilbyde dem et rum, hvor der var plads til denne udforskning og denne fordybelse i fortællingen. Ved at springe ud i fortællingen, forvandler vi et potentiale til en aktiv realitet. Vi har ofte en tendens til at haste hen imod endemålet, da vi er vant til, at det er ved målstregen, at der står en gruppe mennesker klar og hujer og klapper og fejrer med os. Her på denne workshop vil vi gerne fejre at være i fortællingens rum og ikke fejre de succeser, vi måske kan opnå med fortællingen senere. Det må gøres, når den tid kommer. Her gik arbejdet ud på at hylde fortællerens intuition. I modsætning til kunstmaleren, som ved arbejdsdagens slutning kan vende sig i døren og se dagens malerier, må fortælleren forlade sig på at de beslutninger, de nye registreringer og den klang der har givet ham mere indsigt i hans fortælling og som i sidste ende gerne skulle give så meget styr på fortællingen, at han kan agere ubesværet og intuitivt.

Jesper spurgte hver dag som afrunding hver enkel deltager om de havde noget de ville sige inden vi sluttede. De blev ikke spurgt om hvor langt de var nået, eller hvad de havde fået produceret. Nogen havde ikke noget at sige og ville helst bare dvæle ved alle indtrykkene og andre trængte til at udtrykke erkendelser eller indsigter eller inspirationer fra dagen. Derved fik deltagerne mulighed for at mærke efter, hvad de havde sat pris på. At blive opmærksom på, hvad vi sætter pris på, gør os opmærksomme på hvem vi er, og hvordan vi bedst udtrykker os og fungerer i livet sammen med andre. Nærvær er den usagte måde, at vise værdsættelse af det menneske vi står overfor. Vi er bevidste om, at workshoppen tilbød det nærværende rum, der får hver enkelt deltager til at mærke, at de er værdsat. Det nærværende rum fremmer tilliden. Dette var helt tydeligt og en gennemgående kvalitet i alle tre workshops. Deltagerne fortalte og sprang ud i øvelserne. På workshoppen havde deltagerne mulighed for at være hvor de var med deres fortælling. Et sted hvor man ikke leverer noget ”færdigt”, men noget som er på vej og er ved at ta form. Et sted hvor man stadig står midt i en proces, og egentlig ikke har nogen helt klar idé om hvilken plads ens fortælling har i verden. Man er i proces og selv her kan andre leve med i ens søgen.

Jesper forklarede deltagerne at vi alle bærer rundt på en masse fortællinger. Vores vaner er ubevidste fortællinger om os selv, og måden vi både overkommer og lever vores liv på. Den bevidste historieudfoldelse er ikke en vane men et valg, og fra dette sted er vi frie til at skabe. Når vi giver en fortællings stemning videre, skaber vi et rum, og vi udfolder os aktivt, hvilket er en påmindelse om at vi lever. Følelsen af at være levende er meningsfuld at forsøge at frembringe. Jesper talte ligeledes om fortællingen som en kvalitet, der har fungeret i mange tusind år, og derfor er en kvalitet som er integreret dybt i vores hukommelse, på trods af at vi i dag lader os optage rigtig meget med skærm- og skriftsprog . Kvaliteten i at kunne huske ligger umiddelbart længere og længere væk fra vores opmærksomhed. I dag har vi placeret en væsentlig del af vores i hukommelse i maskiner. Det er jo fint nok hvis det der skal huskes er ubærligt, men det er til gengæld fatalt hvis det der skal huske er det der skal vejlede os i vores liv. Det kræver en indgående indføring i og et personligt valg at afsøge de rum, hvor de ”huskede” kvaliteter hører hjemme.

Den sidste dag samlede vi op. Havde det givet mening at bruge Story Play-modellen i arbejdet? Alle deltagerne gav udtryk for at de havde fået en dybere forståelse for Story Play modellen og én af drengene forklarede modellen på fornem vis, som om det var det mest selvfølgelige han havde set. Det blev nævnt at modellen udtrykker fortællingens dybereliggende natur, og at Story Play-modellen også rummer noget spirituel. Der var fuld opbakning til at samarbejde i en lodret tidsakse. Og det potentiale der ligger i at kunne mødes om at udveksle fortællinger på tværs af alder, blev en fælles anerkendt erfaring fulgt op af ønsker om at have lettere adgang til noget lignende i fremtiden.

Efterskrift

Personligt har det været en forløsning at udføre forsøget. Jeg har udviklet Story Play-modellen på baggrund af hundredevis af teaterfortællinger gennem 25 år og afprøvet den gennem to år. Jeg blev inspireret til at lave modellen i 2012 i forbindelse med en workshop i ”fortælleglæde” for 25 lærerstuderende på University College i Hammer, Norge. Siden har procesbeskrivelsen, fulgt op af fortællingen om ”Bjowulf”, dannet grundlag for to store, højt profilerede 5 dags workshops i på Meyerholt Centret i Moskva med ca. 35 skuespillere, instruktører og dramatikere, som mundede ud i to vellykkede ”Storytellingfestivaler” i Moskva. Jeg har afholdt kortere, 3 timers, workshops for skuespillere på teatret i Kirov og universitetet Novgorod Velikiy, i Rusland, og lærere på teatret ZeBu i København og i Washington DC, USA.
At få lejlighed til at forfølge ideen om at ”skabe” fortællinger i et fælleskab i en lodret tidsakse har været anderledes jordnært og på sin vis endnu mere grundlæggende og har kun tydeliggjort arbejdets potentiale. Jeg synes i den grad at forsøget lykkedes.

Udpluk af udtalelser fra deltagere om Story Play forsøgene

Helene Egelund professionel skuespiller: På den første workshop havde hun opdaget en længsel der boede inden i hende for at udforske fortællingens univers. Den første workshop havde været med til at åbne op for denne længsel, og i de mellemliggende måneder dukkede der en fortælling op i hendes indre, som hun følte, at hun skulle have ud. Hun synes at det var fantastisk, hvordan mennesker bliver ført sammen, når vi samles omkring leg, latter og fortælleøvelser. Det skaber en anden slags udveksling og giver et dejligt rum at fortælle i. Hun gav udtryk for, at hun vil bære historierne med sig og huske personerne på de forskellige fortællinger, og at Story Play workshoppen har givet hende en oplevelse, som er gået dybt ind. Hun var også blevet opmærksom på, at fortællinger kræver at man giver dem plads og skaber et rum til dem, og at det handler om at turde tage det rum og virkelig fortælle en historie.

Mikkel Rygaard professionel skuepiller: Det havde været fantastisk at udfolde sig i et ubesværet rum, hvor det hele allerede var der. Her skulle han ikke producere noget, for at få en følelse af, at han var god nok. Han omtalte Story Play forsøgene som en fantastisk oplevelse, og han følte at han havde lært de andre deltagere godt at kende. Det var gået op for ham, hvor sårbart et rum det er, og det kræver mange omstændigheder at skabe dette åbne rum som forbinder.

Kjartan Ejsing ung deltager: Han sammenlignede workshoppen med de lego figurer han havde samlet i tidens løb, som gennem årene endte hulter til bulter i en kasse. Nu kunne han se hvordan han kunne tage små dele fra kassen, og samle dem på ny til brug i hans egen fortælling.

Else Jensen ældre deltager: Forklarede at hun synes, at vi ved at fortælle sammen, har lært hinanden at kende uden at skulle måles og vejes, hvilket er en anden måde at gøre det på, end man nu gør inden for skoleverdenen, hvor at hun tidligere har arbejdet. Hun syntes at det var rart, at føle sig som en del af en verden, som også har andre kvaliteter.

Ingebjørg Ejsing ældre deltager: Hun fortalte, at hun har været med til mange workshops, hvor hun har lært teknikker til, hvordan man kan fortælle, så det virker bedst muligt. Dette er den første workshop, hvor at hun har bevæget sig ind i fortællingens værksted. Hvor historien bliver til, og hvad det er der bærer den.

Hvorfor

Fortælling og intuition

Børn kan ofte være i god kontakt med deres intuition også kaldet ”den sjette sans”, hvilket kan være svært for mange voksne at anerkende og forholde sig til.

Den sjette sans hænger sammen med vores andre sanser og jo mere børn får lov til at bruge og udforske alle deres sanser barndommen igennem, jo bedre udgangspunkt vil de have for at vedligeholde og skabe en god intuition. Alle vores sanser samarbejder og derfor kan vi registrere selv ganske små forandringer i vores omgivelser. Børn har stor glæde af sanseøvelser, da de her får en mulighed for at skabe bevidst kontakt til deres sanser, og derfor vil udvikle en større opmærksomhed omkring hvor forfinet og fantastisk sindet og kroppen er.

Vi vil nævne tre evneområder, hvilket der er foretaget en undersøgelse af, selvom intuition i sin essens er uafgrænset og derfor egentlig ikke kan passe ind i tankekasser. Men det giver et indblik i forhold til at forstå hvordan intuitionen kan fungere.

Intuitiv tænkning og fornemmelse

Børns intuition er ofte rigtig godt udviklet, hvilket betyder at de er fantastiske til at aflæse følelser og stemninger hos andre mennesker. Når børn leger og de er i gang med noget der tilsyneladende ligner en form for gætteri, ender de ofte med de rigtige løsninger.

Synkronicitet

Synkronicitet er meningsfulde tilfældigheder – og spørgsmålet er om vi selv har indflydelse på dette. Nogle børn mener ofte at de selv har indflydelse på tilfældighederne, og de tillægger tilsyneladende tilfældigheder betydning og mening. Derved kan de bruge deres fornemmelser til aktivt at gå fremtiden i møde på et intuitivt plan.

Mønstergenkendelse

Mønstergenkendelse er når at vi intuitivt konstaterer ligheder og sammenhænge mellem ikke-materialiserede ting og/eller hændelser der kan betegnes som kryptise.

Nogle børn opfatter sammenhænge og ligheder, der ikke umiddelbart er synlige eller logiske. De lægger mening og betydning i noget, de fleste vil kalde tilfældige sammentræf.

Jørn Martin Steenhold der har beskæftiget sig med dette, mener at disse intuitive evner giver børnene en viden og en indsigt, der er ganske særlig, og at denne evne til at forstå og fornemme sammenhænge er vigtigt for børnene at få lov til at udvikle. Disse evner er dog ikke noget der bliver vægtet særlig højt i vores samfund, og børnene oplever derfor at det er deres matematiske eller logiske sans der tæller højest. De voksnes både direkte og indirekte opfordringer til at børnene fjerner fokus fra deres sanse og følelseslegeme over på deres tankeevne berøver børnene deres kontakt med et indre kompas, som de måske aldrig genfinder kontakten med. Det kan gøre det sværere for dem at vokse op og agere autentisk, da kontakten til intuitionen er afgørende for at kunne mærke sig selv.

Styrkelse og træning af sanser og intuition i barndommen er af stor betydning

“Det vil betyde, at børnene får – eller beholder – nogle andre menneskelige og psykiske redskaber end den anerkendte fysiske og matematiske tænkning og sproglige virksomhed. Nogle redskaber, der for det første giver dem nogle andre muligheder for at lære nyt. Og for det andet gør, at de bevarer evnen til at undres og til at opleve en næsten ekstatisk glæde ved at udforske verden og finde frem til løsninger” (Steenhold, 2013)

( Høy, 2013).