Story Play er en måde at skabe en proces, der fremelsker og forfiner personlige levende fortællinger.

Story Play er baseret på møder mellem mennesker, hvor det at ‘gøre’ fortællinger ved hjælp af fortællerens indsigt og skuespillerens virkemidler har været omdrejningspunktet. Story Play betegner såvel en legende tilgang til arbejdet med fortællinger, som det at frembringe et fortællespil.

Story Play er ment som et værktøj til en dybere forståelse af fortællingens natur og en vejledning i hvordan vi gennem krop, stemme, bevægelse og nærvær kan dele og forfine personlige fortællinger.

Du kan se et detaljeret eksempel på et workshop-forløb her. – Du kan også få et overblik med stemningsoplevelser i lyd og billeder af en forsøgsworkshop her.

Story Plays fem faser

Story Play-modellen bygger på fem faser, der kendetegner den vellykkede proces for det kreative arbejde med fortælling.

 Lytteren – Bæreren – Åbningen – Situationen – Ekkoet 

Disse fem faser beskriver den proces en fortælling gennemgår fra dens udspring til dens udfoldelse. Processen er cyklisk og faserne er hinandens forudsætning. Alligevel giver det mening at tale om en første og en sidste fase, da vi kan tale om begyndelsen på arbejdet hen imod at udfolde en fortælling for et publikum og et ‘efter’. Enden på én proces er også begyndelsen på en ny.

Udgangspunktet er, at alle fortællinger udspringer af ‘det at lytte’, og at fortællingen forsøger at gengive det, man har hørt. Tid og rum er primære forudsætninger for processen og derfor har det stor betydning hvilken tid og hvilket rum, der er til hver fase.

Storyplaymodellen

Lytteren

Fortælleren lytter til sin indre og ydre verden. Hvad er det for en fortælling, der trænger sig på, ligger og venter, hvisker, råber, skriger, kalder… ?

Gennem enkle øvelser afsøger hver deltager sit eget mentale rum for potentielt materiale. Dette materiale bearbejdes gennem deling, ved at give det videre og modtage det igen i en ny form.

Bæreren

Her afvejes materialet i forhold til fortællerens mentalitet, intention og råderum: Hvad er det, der betyder noget og hvor meget er for meget? Hvad kan og vil fortælleren ‘bære’ og stå inde for? Er noget endnu for privat? Hvad er fortælleren klar til at løfte og dele til glæde for andre og sig selv?

Åbningen

Åbningen er passagen fra at bære fortællingen i sig selv og dele den med en modtager; at se muligheden for at fortællinger, der giver mening for én selv også kan give mening for andre.

Situationen

Selve fortællingens udfoldelse. Nu deles fortællingen. I situationen smelter fortæller og fortællingen sammen. Her er fortælleren i sin fortælling.

Ekkoet

Den sidste fase er efterklangenes refleksion over den udfoldede fortælling og det, der opstod i fortællingens rum. Hvad skete der? Hvorfor? Hvad siger det? Skabte det glæde? Fortællingen opleves på ny af fortælleren gennem sit møde med modtageren og sit eget møde med fortællingen i Situationen.

Ekkoet leder i en glidende bevægelse over i en ny lytte-fase. Hvor og hvad er fortællingen nu? Hvilke erfaringer kan lægges til? En modnet udgave af fortællingen bliver mulig.

Processen

Du kan se et detaljeret eksempel på et workshop-forløb her. – Du kan også få et overblik med stemningsoplevelser i lyd og billeder af en forsøgsworkshop her.

Den vellykkede proces er betinget af, at fortælleren kommer så meget i kontakt med hver fase som muligt.

Story Play en legende tilgang, der understøtter fortællere og udfolder fortællinger. De gaver, der er i hver fase i form af indsigter, sansninger og fortrolighed med fortællingen bliver udforsket dybt, hvilket giver grobund for en frugtbar proces.

Deltagergruppen

Story Play kan udfoldes i en hvilken som helst gruppe. Story Play er designet, så det trækker gruppens fælles kraft frem og rummer hver enkelt individs enestående karakter og fortælling.

Rummet

Rummet præges i høj grad af denne dynamik. Der fortælles ind i mange niveauer og ordene vejes. Alle grupper inspireres umiddelbart af de andres tilstedeværelse og det er helt konkret et erfaringsrum med en enorm spændvidde. Ud af denne sammensætning muliggøres en voksende samarbejdskultur i stærk kontrast til den konkurrencekultur, der ellers dominerer store dele af samfundet.

Frivillighed og leg

En afgørende præmis for Story Play er frivillighed. Man deltager i Story Play ud fra valg, man træffer frivilligt. Story Play øvelser og forløb er i det hele taget designet, som et stærkt tilbud og ingen bliver tvunget eller skubbet ud i noget. Enhver øvelse er en mulighed, et springbræt og en invitation. Det er deltagerens valg, hvor langt man vil gå og alt foregår i en legende ånd.

Story Play og Story Play modellens tilblivelse

Du kan læse mere om baggrunden for Story Play og komme mere i dybden med Story Play modellens tilblivelse.